lørdag den 15. oktober 2011

Et Lydligt Møde

”Et lydligt møde” er et udvekslingsprojekt mellem bygdeskolen i Niaqornat, Grønland og ø-skolen på Anholt, Danmark. Ideen med projektet er at skabe et møde gennem lyd mellem to børnegrupper og to samfund. Anholt og Niaqornat er steder hvor stor stilhed er en del af hverdagen, og lyd derfor opleves meget intenst. Børnene kender både stilheden og de ”hjemlige lyde” godt.
 I projektet skal børnene arbejde med indsamling og registrering af lyd i deres omgivelser: Lydene af Anholt og lydene af Niaqornat. Det kunne f.eks. være færgens tågehorn på vej ind i havnen, vinden i ørkenen, varerne der bippes ind i Brugsen,  slædehunde der hyler, helikopteren der lander, hvalernes blåst, joller på vej ud over fjorden etc. De indsamlede lyde vil blive organiseret i interaktive lydkort over de to steder. Disse lydkort vil enhver kunne bruge til udforskning af stederne. Lydene vil desuden blive brugt som puslespilsbrikker i kompositioner der f.eks. kan handle om at sammenligne eller blande lyde fra de to steder. Med udgangspunkt i kompositionerne vil der blive arbejdet fabulerende med bevægelse, billede og form. Det kan f.eks. være stillbilleder, film, malerier, skulpturer etc. Hensigten er at skabe et fælles sprog. Vi vil gerne have børnene til at opdage, at sprog er så meget andet end de talte ord.

Projektet er et samarbejde mellem de to skoler og to kunstnere: Musiker Magnus Jochumsen og billedkunstner Malene Pedersen. Projektet har fået støtte fra Huskunstnerordningen og kommer til at løbe af stabelen gennem de næste to skoleår, hvor skolerne rejser på besøg hos hinanden.
Eleverne er p.t. i gang med en brevveksling, hvor de fortæller hinanden om deres bygd/ø og livet der. Børnene på de to skoler har meget tilfælles: De bor i små, isolerede samfund og er afhængige af at blive gode til at kommunikere med omverdenen udenfor bygden/øen. De har også en stærk følelse af tilknytning til ”sit sted” til fælles.